Tag Manager script

9. oktober 2013

FOX NEWS tager konsekvensen af Twitterjournalistikken

De seneste dage har svirret med delinger af Fox News’ video om deres nye nyhedsstudie, hvor opmærksomheden (og den medfølgende hån og sarkasme) har samlet sig om journalisternes absurd store (55 tommer) touchskærme.


http://nation.foxnews.com/2013/10/07/shepard-smith-tours-revolutionary-fox-news-deck

Det skal medgives, at skærmene ER absurd store – muligvis ikke særligt praktiske – og ser så bizarre ud, at de risikerer at stjæle opmærksomheden i TV-billedet, når Fox News går live med det nye studie lige om snart.

Når FOX NEWS foretager sig noget som helst er de bagud på point, allerede fra starten – i hvert fald i det danske K-segment. Som alle vi, hvis hovedkilde til indsigt i amerikansk politik, medier og samfundsdebat er The Daily Show med Jon Stewart, ved, er kanalen ultrakonservativ, usaglig, udemokratisk og pro Sarah Palin, Anders Fogh og alt mulig andet, vi hader.

MEN: Hvis vi for et øjeblik forsøger at lægge vores forudindtagethed over for de rablende Tea Party-aktivister og videoens utilslørede forelskelse i teknologien lidt til side, har FOX NEWS så ikke faktisk fat i noget her?

Parallelt forløb i den virkelige og den digitale verden

FOX NEWS' satsning repræsenterer en accept af, at de dage, hvor alvorlige, troværdige mænd tonede frem efter spisetid og præsenterede udvalgte, grundigt researchede og tilskårne virkelighedsresumeer, er endegyldigt ovre – i hvert fald som den dominerende måde at konsumere nyheder på.

En accept af den præmis, at TV-stationernes største (eneste?) force i den digitale nyhedsalder er at kunne vise levende billeder af breaking news (altså rigtige breaking news – ikke dem på TV2 News).
Og at flere og flere nyheder har et parallelt forløb i den ”virkelige” verden og i den digitale –især på sociale medier.

Ja, vi har hørt de samme rygter som dig

En af nyskabelserne, som kan ses i videoen, er de to søjler med ”Investigating” og ”Confirmed” postings på sociale medier. Det tager højde for det hyppigere og hyppigere scenarie, hvor Twitterbrugere – nogle gange reelt journalister, andre gange mennesker, der tilfældigt befinder sig i begivenhedernes centrum – rapporterer om kap med de traditionelle nyhedskanaler.

Et godt eksempel så vi i juli 2013, hvor et koreansk passagerfly forulykkede under landingen i San Fransisco. Mens TV-stationerne viste utydelige billeder filmet på lang afstand af det forulykkede fly og rapporterede, at der muligvis var tale om et fragtfly og at man i hvert fald ikke vidste, om der var passagerer ombord, tikkede statusopdateringer og billeder lystigt afsted fra mennesker, der rent faktisk havde befundet sig i flyet og var blevet reddet ud.

Det er klart, at den slags episoder får nyhedshungrende mennesker til at forlade de traditionelle journalistiske medier og vende sig mod Twitter, der om ikke andet giver en illusion af live indsigt i begivenhederne. Episoden med flystyrtet udløste da også en bølge af ”hvorfor skulle jeg se TV, når jeg kan få hurtigere og bedre information via Twitter”-kommentarer (især på Twitter).

Og endnu en gang blev vi også lige mindet om, at det var en Pakistansk Twitterbruger, der som som den første rapporterede om drabet på Osama Bin Laden. Her glemmer vi så ganske belejligt, at hverken Twitterbrugeren eller nogen som helst andre kunne skabe nogen mening ud af hans tweets, før præsident Obama på et godt, gammeldags TV-transmitteret pressemøde kunne bekendtgøre, at et hold Navy Seals havde dræbt Bin Laden og hvor og hvordan det havde fundet sted.

Det passer - jeg så det selv på nettet

At nogen er til stedet et sted, mens noget sker, og kan rapportere om det på Twitter, 140 tegn ad gangen, er jo så heller ikke nogen garanti for, at den pågældende rent faktisk har forstået, hvad der foregår eller kan sætte det ind i en større sammenhæng. Ligesom rygtesmede og trolls frit kan bruge de samme hashtags som alle andre kan og dermed kan forurene informationsstrømmen.

Hvor stor påvirkning, mennesker med ond vilje og adgang til en Twitter-konto, kan have, viser denne historie

http://www.usatoday.com/story/theoval/2013/04/23/obama-carney-associated-press-hack-white-house/2106757/

om hvordan en hacker, der havde skaffet sig adgang til nyhedsbureauet APs Twitterkonto, udsendte et Tweet om, at der havde været to bombeeksplosioner i Det Hvide Hus, og at præsidenten var såret.

Selv om AP allerede tre minutter senere fik udsendt et dementi, nåede aktiemarkederne at styrtdykke. I løbet af få sekunder styrtdykkede aktiemarkederne og tabte, hvad der svarer til en værdi på 200 mia. USD, som dog heldigvis blev genvundet i løbet af dagen.

FOX NEWS’ tiltag med Investigating (”Vi sidder ikke og sover - vi har set det samme rygte, som du har, men det er ikke bekræftet”) og Confirmed (”Det her er, hvad vi faktisk ved”) kan måske forebygge, at publikum søger hen imod den rene rygtebørs, som Twitter (også) udgør, og i stedet bliver på en kanal, der tager de sociale/digitale medier alvorligt – men lægger et vist mål af kritisk stillingtagen og noget så old school som research ned over rygtestrømmen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar